Beretninger fra børn til syge forældre
Som barn til en syg forælder kan det være svært at få hverdagen til at hænge sammen. Følelser af frustration, forvirring og afmagt kan spille store roller i barnets liv.
Albertes historie:
Albertes mor fik konstateret sklerose, da hun var 10 år gammel.
”Jeg har tit følt, at det var uretfærdigt, at det var min mor, og lige præcis mig det gik udover” Alberte, hvis mor har sklerose.
Jeg har ofte stået med en følelse af uretfærdighed over, at min familie ikke kunne det samme som mange af de andre familier, jeg kendte. Der var et stort hensyn, der skulle tages for min mor, hvilket nogle gange kunne resultere i, at jeg blev vred, og følte at alt skulle handle om mor. Planer blev tit ændret fordi mor blev dårlig, og blev nødt til at blive hjemme og hvile. På den ene side var det en selvfølge at tage hensyn til hende hele tiden, netop fordi det var min mor, men på den anden side var det svært at føle, at man gik glip af oplevelser, som andre fik.
Jeg har gået og ønsket og drømt om, hvordan jeg kunne hjælpe min mor, men oplevede en kæmpe følelse af afmagt og frustration over, at jeg kun kunne se min mor få det værre og værre, uden at kunne gøre noget for at ændre det. Dette er også gået ud over min skolegang, fordi jeg har tænkt så meget på min mor, og hvordan jeg bedst muligt kunne hjælpe hende. Jeg har følt mig meget alene, da jeg ikke kendte nogen med de samme problematikker og udfordringer, som min familie havde. Jeg manglede klart nogen at spejle mig i.
Den dårlige samvittighed fyldte meget hos mig en overgang, og jeg bankede mig selv i hovedet over, at jeg var sur på min mor, over at hun var syg.
Håndbold og fritidsaktiviteter var en slags flugt for mig. Jeg slap for at tænke over, hvordan det gik derhjemme. Jeg havde i sporten et frirum fra tanker, og det ansvar jeg følte, at jeg havde derhjemme.
Daniels historie:
Da Daniel var 12 år, fik hans mor konstateret brystkræft. Han havde en masse tanker om kræft, da han kun havde hørt det værste, og han kunne mærke på hans forældre, at de var bange.
Daniel fortæller:
Jeg sørgede over min mor, da hun ikke kunne tage sig af mig på samme måde, som hun plejede. Det var en stor sorg for mig, og jeg følte, at jeg skulle blive voksen hurtigere end mine jævnaldrende. Jeg følte, at jeg skulle tage mig af mine små søskende, og lave ting i hjemmet, jeg ikke var vant til at lave, for at aflaste familien. Det var en stor proces, da jeg på samme tid gik igennem puberteten, og det var svært at forholde sig til det hele på én gang.
Jeg lukkede mig inde i mig selv, selvom mine forældre forsøgte at snakke med mig om det hele. Jeg følte ikke mine forældre skulle vide, hvor ked af det, jeg var. Jeg ville ikke være en byrde, eller give mine forældre indtrykket af, at de også skulle passe på mig. Det havde en stor effekt på mig, at min far var så påvirket af situationen. Jeg havde aldrig set min far græde før, så jeg prøvede at passe på alle de andre. Det var alt for hårdt for mig.
Interview med barn af syg forælder:
Sannes mor fik konstateret KOL, da Sanne var teenager. De to boede i en lejlighed sammen og Sanne følte sig meget alene med alle hendes følelser omkring sin mors sygdom.
Hvordan fik du at vide, at din mor var syg?
Hun havde været syg længe, men fik konstateret KOL i mine teenageår. Hun fortalte mig det lidt henkastet. Jeg tror lidt, hun var i chok.
Min mormor havde det, og min mor havde set, hvordan hun bare fik det værre og værre, så vi snakkede ikke meget om selve diagnosen, eller hvad den betød. Det var først flere år senere, at jeg fandt ud af, hvor slemt det egentlig kan være og blive.
Hvordan ændrede hverdagen sig for dig?
Jamen jeg blev meget hurtigt lidt mere voksen. Vaskede tøj, lavede lidt mad, handlede ind. Prøvede også at flygte lidt fra hjemmet for ikke at se sygdommen. Mor var også blevet deprimeret, så alt var så mærkeligt derhjemme. Hun hostede helt vildt, og holdt mig oppe om natten. Hun græd en del. Vi var kun os to, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var mærkeligt, at der ikke var nogen fra familien, der kom og hjalp hende. Så måtte det jo lidt være mit ansvar. Jeg havde dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne hjælpe hende mere, men jeg ville bare også SÅ gerne være teenager, og jeg vidste jo ikke nok om sygdommen til at kunne hjælpe hende ordentligt, og hun fortalte mig ikke så meget. Jeg kunne bare se, at hun blev mere og mere skidt. Det var hårdt, og jeg følte, at jeg gik inde i sådan en boble, hvor jeg ikke vidste noget som helst.
Havde du nogen du kunne snakke med om det?
Jeg havde nogle søskende, jeg snakkede med om det, men de boede ikke med os, så de vidste ikke helt, hvor slemt det var, og var bare sure over, at mor ikke kunne så meget. Så jeg blev både sur og ked af det, når jeg snakkede med dem, for jeg følte ikke rigtigt, at de lyttede til mig og mine oplevelser. Mine veninder vidste ikke, hvad det var, og så fik jeg følelsen af, at folk mente, det var mors egen skyld, fordi hun havde røget. Der var heller ikke meget information at finde om KOL synes jeg, og jeg blev aldrig spurgt af nogen, om jeg ville have mere at vide eller have nogen at snakke med. Det kunne jeg nok godt have brugt. Især nogen på omkring min egen alder.
Det kunne også have været rart, hvis nogen kunne fortælle mig, hvad den sygdom egentlig kunne føre med sig, og hvad jeg kunne forvente. Det var et stort chok, hver gang hun fik det værre og blev indlagt. Enten med noget med lungerne eller med de følgesygdomme, der fulgte med. Det ville have været ideelt, hvis det var min mor selv, der kunne fortælle mig det, men hun havde bare overhovedet ikke overskud. Jeg fik bare for det meste at vide, at hun ”havde det dårligt”.
Hvilken form for hjælp ønsker du, at du kunne have fået?
Først og fremmest kunne jeg godt have tænkt mig, at vi fik hjælp i hjemmet. Mor brugte alle sine kræfter på det huslige, og så var der bare slet ikke plads eller overskud til andet eller mig. Vi havde altid gået mange ture, men det kunne hun ikke mere, så vi var bare meget hjemme.
Derudover ville det, som sagt, have været rigtig dejligt med nogen, jeg kunne snakke med om det. Nogen jeg kunne beklage mig lidt til og spørge til råds. Det ville have hjulpet på min usikkerhed, min uvished og måske have givet mig et frirum, at jeg ikke skulle forklare, hvorfor jeg var ked af det, eller at det var en hård dag, fordi mor var syg.
Jeg undrer mig over, hvorfor jeg i det mindste ikke fik stukket en pjece i hånden én af de utallige gange, jeg var på sygehuset med min mor, om hvor jeg kunne få mere viden eller hjælp til at være barn af en syg forælder.