Herunder kan du læse hospitalspræsten Lines 2 historier om slebne glasskår
Slebne glasskår og to historier:
Som I kan se, forestiller billedet en bunke slebne glasskår, der ligger på en strand. Jeg er vild med slebne glasskår og kan bruge mange timer på at gå og lede efter nogen. Jeg har samlet dem i en lille pung, som jeg faktisk har fået i forbindelse med en sjælesorgssamtale, hvor jeg brugte skårene som et billede, vi talte ud fra.
Når jeg finder et slebent glasskår, kan jeg ikke lade være med at digte historier om, hvorfor det ligger der.
Det kan være, det er endt der på en dejlig sommerdag, hvor fire generationer var kørt til stranden med strandlegetøj og madkurv. Gamle oldemor var med, og ved fælles hjælp blev hun
bugseret fra bilen ned i en strandstol, under en parasol, tæt på vandkanten, hvor hun kunne nyde havet. Oldebørnene badede og legede i strandkanten, de voksne snakkede, nød solen og mærkede lidt på vandet. Det var en dejlig dag, præcis som de havde ønsket sig den. Efter nogen tid, blev den store madkurv, der i dagens anledning var gjort ekstra lækker, pakket ud. Børnene sad på tæpper, og de voksne kunne lige akkurat blive bænket omkring et campingbord. Og der sad de længe og hyggede sig over måltidet. Da de skulle til at pakke sammen, væltede et af børnene sin sodavandsflaske, som ramte en sten og gik i stykker. Alle hjalp med at samle skårene op, og de var meget grundige med at få dem alle med. Alligevel blev der et enkelt skår tilbage. Og med tiden er skåret så blevet slebet glat af sand og saltvand.
I oprydningsarbejdet var der en enkelt i familien, der skar sig på et af skårene. Det var heldigvis ikke et dybt snit, det kunne slikkes ”helt”, og efterfølgende blev der ikke tænkt mere over det.
Den var en historie, jeg kunne finde på at digte. En anden historie kunne handle om en mand i 40’erne med et godt job, dejligt hus, kone og 2 børn. I sin fritid sørgede han for at holde sig i form med lange løbeture i skoven. En dag på sådan en løbetur, faldt han pludselig om. Ud af det blå havde han fået et hjertestop. Heldigvis var der folk tæt på. Nogle trådt hurtigt til med hjertemassage, en anden fik ringet 112, og en hjerteløber kom hurtigt spurtende med en hjertestarter, og efter kort tid ankom ambulancen. Manden blev stabiliseret og kørt på hospitalet, hvor en tid med undersøgelser, operation og svære samtaler begyndte. Det var svært for manden at fatte, at han om morgenen havde været en rask og fit forretningsmand i sin bedste alder, og at han ved aftenstid var hjertepatient, der fremover skulle leve med en pacemaker. Tiden efter hjertestoppet og indlæggelsen havde været rigtig svær. Han var sygemeldt, og han brugte det meste af dagen i sengen, hvor han bare lå og stirrede ind i væggen. Efter et halvt år havde hans kone fortalt ham, at hun var nødt til at flytte hjem til sine forældre en tid. Hun kunne ikke klare at stå for alt derhjemme, passe sit arbejde og samtidig være vidne til, at han forsvandt ind i sig selv og ikke ville hjælpes – sådan følte hun det. Hun havde brug for en pause, for at tænke sig om og for at komme til kræfter. Efter endnu en tid var hans mor kommet forbi en dag, og hun havde grædende fortalt, at hans far, der havde opført sig mærkeligt nogen tid, havde fået en alzheimersdiagnose. Faren havde altid været mandens helt og forbillede, og nu ville han komme til langsomt at forsvinde for ham. Alt ramlede om ørene på manden her, og det hele var efterhånden blevet for meget. En ruskende regnvejrsdag var han derfor kørt ud til stranden med en stor pose øl på forsædet. Han ville drukne sine sorger, bare forsvinde. På et tidspunkt steg han ud af bilen og stillede sig i regnen med en tom flaske, som han kylede ud over stranden, mens han skreg som et såret dyr.
Da flasken landede, ramte den en stor sten og gik en tusind stykker, præcis som har selv følte, han havde gjort.
Det kunne være nogle af de historier, jeg kunne finde på at digte, når jeg finder et slebent glasskår.
En af mine pointer ved at fortælle de to meget forskellige historier, som kunne ligge til grund for det enkelte glasskår, er at understrege, at ingen af os kan gå igennem livet uden at ”gå i stykker” en eller flere gange. Nogle af os er heldige, at vi bare får ganske små flænger, som hurtigt heles igen, ja som måske ikke er dybere, end at vi kan ”sutte” dem væk på et øjeblik. Andre af os går fuldstændig i stykker og får så dybe flænger, at de aldrig heler helt igen. Nogle kan endda opleve, at det sker – ikke bare én – men flere gange.
Vi kan gå i stykker, når vi oplever dødsfald blandt vores nærmeste, når vi møder alvorlig sygdom, oplever livskriser, troskriser osv. Ja, når vi oplever noget sådant, når vi bliver væltet ud over kanten af vores liv, kan det føles som glas, der splintres indeni og skår, der stikker overalt, så vi næsten ikke kan holde ud at være til. Måske kan I mærke eller genkalde jer den følelse? Min erfaring er i hvert fald, at det er et billede og en fornemmelse, som de fleste kan genkende fra sig selv.
Og det er et vilkår ved at være menneske, at det er sådan, det er. Vi kan ikke undgå at gå i stykker på et eller andet tidspunkt uanset, hvor lidt vi ønsker det. Det er prisen for at være menneske, for at indgå i relationer – at vi kan blive alvorligt syge, vi kan såre hinanden, miste hinanden, bekymre os for hinanden osv., osv.
Der er dog en grund til, at det er slebne glasskår, jeg har taget med. De er nemlig også et håbsbillede – for der er noget, der har slebet de skarpe kanter glatte; sand og saltvand. På samme måde kan også de skår, vi bærer på blive slebet glatte. Gennem nærvær, forståelse, trøst og omsorg fra andre mennesker. Og sådan et menneske kan være præsten, som er ansat til at have god tid og som har nogle ord for det, der er svært.