Artiklen handler om en alvorligt syg kvinde.
Dette er mandens beretning som pårørende til en alvorligt syg.
Min hustru havde i nogle måneder haft rygsmerter. Hun arbejdede selv i sundhedsvæsenet, hvor lægen blot gav hende Pamol. Da smerterne fortsatte, blev hun sendt til undersøgelse på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Da hun skulle have svar på undersøgelserne, ville hun gerne have, at jeg tog til Nuuk. Jeg købte en billet med det samme og var klar til at tage afsted tre dage efter. På vej til lufthavnen i Qaanaaq, ringede min hustru og fortalte, at jeg ikke behøvede at flyve, da de ville sende hende hjem nu. Jeg blev både glad og nervøs. Blev hun sendt hjem, fordi der ikke var noget alvorligt eller fordi det var meget alvorligt?
Hun kom hjem dagen efter og jeg kunne se på hende med det samme, at hun var bange.
Dronning Ingrids Hospital havde givet sygehuset i Qaanaaq besked, hvor vi blev indkaldt til samtale med lægen. Hun havde kræft i maveregionen, og ikke vidste hvor primærkræften stammede fra, men der var spredning til flere organer. Jeg tror, at hun vidste hvor alvorligt, det var. Tårerne løb ned ad hendes kinder. Jeg kunne ikke selv få luft, og lægen sagde til mig: “Jens, nu må du ikke besvime”.
Vi var bitre over, at lægerne ikke reagerede noget før. Min holdning i dag er, at fordi hun var 50 år, ville man ikke ofre penge på hendes liv.
Vi havde det rigtig dårligt nogle dage. Vi fik givet besked til familien i Danmark. Min hustru ville gerne til Danmark og sige farvel til sin datter, men ville gerne have sin mor med. Vi bestilte fire billetter til min hustru, hendes mor, vores søn og jeg. Vores tanke var kun at sige farvel til datteren.
Vi havde lejet et hus nær Skive, men desværre bliver hun hurtigt meget dårlig. Vi kontaktede sygehuset i Skive, som indlagde hende. De forstod ikke, at det grønlandske sundhedsvæsen ikke havde tilbudt hende livsforlængende behandling. Min hustru var for udmattet til at kæmpe imod systemet. Jeg ringede og skrev til Nuuk, om de vil give tilladelse til, at vi kontaktede Rigshospitalet. De ville først tage stilling til dette efter 3-4 uger, hvor der havde været møde i visitationsudvalget. Vi syntes, at 3-4 uger var lang tid i den situation. Nogle få dage havde hun det godt, men så var der tilbagefald. Det grønlandske sundhedsvæsen var vrede over, at vi var taget til Danmark, og det var en meget dårlig oplevelse at kommunikere med dem.
Vi græd og holdt om hinanden. Min hustru røg ind og ud af Skive sygehus. Heldigvis fik hun også nogle gode dage med sin mor og sin datter. Når hun havde det dårligt, havde hun en voldsomt sort opkast. Hun skreg, at hun ønskede at dø.
Jeg kunne ikke holde ud ikke at gøre noget. Jeg kontaktede Onkologisk Afdeling på Rigshospitalet, selvom vi havde fået besked om, at det måtte vi ikke. Jeg talte med dem og fortalte en overlæge om vores situation. Hun var meget imødekommende og sagde, at vi bare skulle komme, så skulle hun nok sørge for papirarbejdet.
Vi tog et fly til København. Overlægen var klar til at tage imod os. Hun havde indhentet journalen og min hustru blev undersøgt. Svaret kom som et chok: “Hvis I bare var kommet nogle få uger tidligere, kunne vi have startet en livsforlængende behandling. Nu kan vi ikke gøre mere end at holde hende mest muligt smertefri, men I kan ikke tage tilbage til Jylland. Hun skal indlægges her med det samme”.
Det blev hun og jeg blev og sov ved siden af hende på stuen. De opererede hende og anlagde et dræn, som hjalp meget. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at holde hendes humør oppe. Når hun var sammen med andre, havde jeg det frygteligt. Der kom heldigvis mange af vores bekendte fra Danmark for at besøge os på hospitalet.
Rigshospitalet sørgede for en båreplads i et fly, så vi kunne komme hjem til Qaanaaq.
Da vi kom hjem, indrettede vi en sengeplads midt i vores spisestue. For at få plads til det, måtte vi fjerne spisebordet. Her lå hun og sov det meste af tiden, men der var altid mange besøgende til at muntre hende op.
Hun blev indlagt nogle gange i denne periode. Hun sov ind på sygehuset i Qaanaaq med sin meget store familie omkring sig, to måneder efter hun kom hjem fra Nuuk.
Min oplevelser var, at det danske sundhedsvæsen var utrolige imødekommende og hjælpsomme både i Skive og København. Det grønlandske sundhedsvæsen i Nuuk var derimod umenneskeligt, selvom vi sagde, vi nok selv skulle betale, så ville de ikke hjælpe. Vi fik en total afvisning her.
Da vi havde begravet min hustru, overvejede jeg at klage over det grønlandske sundhedsvæsen, men jeg havde ikke kræfter til det. Det mest paradoksale var nok, at hun sandsynligvis var blevet syg på grund af hendes job som leder af Røntgenafdelingen på Qaanaaq Sygehus.
Jeg er stadig bitter, men stolt af den måde hun tacklede hendes sidste måneder.
Jens Carl Jensen