Line Rudbeck har været sognepræst i 18 år, hvoraf de 15 har været i Skanderborg sogn. Her har hun i en del år været tilknyttet Landsbyen Sølund, som er et bosted for mennesker med et udviklingshandicap.
Siden november 2021 har hun fungeret som hospitalspræst på Regionshospitalet Horsens og hospicepræst på Gudenå Hospice, hvor hun, i sit daglige arbejde, møder både patienter og pårørende.
Pårørende er mere end en ressource!
Mødet med de pårørende
En arbejdsdag for hospitalspræst Line kan se meget forskellig ud. Nogle dage snakker hun med mange mennesker, og andre dage er behovet ikke så stort.
Tiden for kritisk syge patienter og pårørende på sygehuset er kostbar, og det kan være svært at være pårørende. Når man går ind på hospitalet, går man fra at være et helt almindeligt menneske til at være patient eller pårørende. Line beskriver det som: ”Ingen ønsker sig at være pårørende på den måde, at man pludselig skal forholde sig til alt muligt. Jeg har endnu ikke mødt nogen, der kunne lide det. Man vil gerne være mand og kone, elsker og søster og alt mulig andet, men pårørende, nej tak!”. For som pårørende skal man forholde sig til alt det, der er svært; svære beslutninger, svære samtaler med fagfolk som overlæger og socialrådgivere, som man måske ikke var klar til.
Hvordan kommer man som pårørende i kontakt med hospitalspræsten?
Hvis man som pårørende gerne vil i kontakt med Line, kan man altid kontakte hende eller henvende sig til personalet på afdelingen. Line har tavshedspligt, og mødet kan foregå enten på hospitalsstuen eller på Lines kontor. Hun har også mulighed for at tage på hjemmebesøg.
Til forskel fra sygehusets andre faggrupper er det vigtigt for Line, at de pårørende ved, at hun ikke har noget sted, hun skal få dem hen. Hun har et fokus men ingen plan for, hvad der skal ske for den pårørende. Det er en uformel snak, når man har brug for at snakke med nogen.
Sorgens rum Samtalerne med Line handler ikke om vejret eller hverdagen men mere om smertefulde emner som håb, livet og døden. Line taler om sorgen som et rum, hvori man skal møde den pårørende.
At sætte sig i andres sted: Man sidder på skødet af hinanden, maser hinanden og ser ikke den pårørende. At være til stede for den pårørende: Man skal lære at gå ind i sorgens rum sammen med den pårørende og være til stede for denne. Derefter skal man gå ud af rummet igen.
At rumme den pårørende: Det er tungt at rende rundt med de pårørende i maven og bære på deres sorg. Man begrænser deres råderum, og de har således ikke mulighed for at udfolde sig. At være i patientens rum: Man skal lære at gå ind i den pårørendes rum, være til stede med dem her, og så skal man gå ud igen. (Kilde på billederne: Eksistenslaboratorium).
Hvorfor kan det være godt for dig som pårørende at tale med hospitalspræsten?
Under et sygdomsforløb er man som pårørende en ressource. Man kan føle, at man er den, der skal holde styr på patientens medicin, sørge for at patienten møder på sygehuset, passe den syge i hjemmet og holde styr på alt information.
Hos Line behøver man ikke være en ressource. Her er man et menneske, der er gået i stykker.
”De pårørende er en ressource, de ved bedst om den syge, men de er også noget andet – de er også ulykkelige og de er også i stykker.”
Som pårørende føler man, at man skal være den stærke i sygdomsforløbet, og hvis man ikke er det, kan man føle, at man har fejlet. Line understreger, at det også er vigtigt at møde og forstå den pårørende som én, der også er i stykker. Det er vi som mennesker og fagfolk på sygehuset ikke gode nok til at rumme. Vi skal være bedre til at stille de svære spørgsmål som ”er du egentlig bange for at dø?”, ”hvordan har du det egentligt?” Line mener, at alle kan sætte sig ned med et andet mennesker og spørge, hvordan vedkommende har det. Ikke bare tilfældigt ved et møde i supermarkedet, men sådan helt rigtigt, ind til kernen, hvor man åbner sig op. Det kan være svært! Derfor prøver Line at holde oplæg for blandt andet sygeplejerskerne og tager også ud og holder foredrag for helt almindelige mennesker om det, som er svært at tale om, for eksempel sorg.
Et billede på livet Det er formentlig ikke i ens almindelige dagligdag, man som menneske vil have brug for at tale med hospitalspræsten. Men livet går op og ned, og ingen går igennem livet uden at opleve sorg. ”Når vi har et godt liv, og livet kører derudaf uden de store problemer, så bærer vi som mennesker et skjold foran os, så vi kan holde på os selv. Det betyder, at vi ikke græder, hvis vi ser et sygt menneske, og vi skælder ikke ud på andre mennesker, som vi møder i vores dagligdag. Vi kan skubbe de mørke tanker væk. Når man bliver pårørende til et menneske med en kritisk eller alvorlig sygdom, så begynder skjoldet at krakelere lige så langsomt. Det bliver porøst, og pludselig vælter det ud med tanker om døden, frustrationer eller andre mørke tanker. Man kan blive fyldt til randen med skyldfølelse eller en følelse af skam og tænke, at man som pårørende ikke har bedt om at bære denne byrde på sine skuldre.” Når livet bliver hårdt eller tungt, så kan man som pårørende altid kontakte Line, som lægger vægt på, at hun er et menneske at tale med. "Hvis livet er tungt, så kan jeg være en bærer af håb. Det håb, kan jeg som præst være den, der kan holde for dig, for jeg kan godt forstå, at det kan være lidt tungt, eller at man har mistet det. Man kan godt bringe håb helt ind i døden.”
Kontaktinformation til hospitalspræsten i Horsens:
Hospitalspræst Line Rudbeck, tlf.: 24 49 02 29
Læs også om Lines sorgmetafor om de slebne glas her.