Hospitalspræst Gødstrup

HOSPITALSPRÆSTEN – ÉN AT TALE MED 

Nedenstående er blevet til på baggrund af interview med hospitalspræst, Christian Overgaard Wegeberg, på Regionshospitalet Gødstrup.

Hvad kan hospitalspræsten hjælpe dig som pårørende med? 

Der er ganske få i dag, der kender til præstens nutidige ageren og virke, fordi de kommer så sjældent i kirken. Men præsten kan hjælpe med mere end du tror! 

Hospitalspræsten kan være en samtalepartner, som du kan tale med om alt mellem himmel og jord. Det kan være de små ting, der nager, og det kan være større eksistentielle spørgsmål. 

Nogle af de emner, der ofte kommer op i samtalerne, handler blandt andet om mening, kontroltab, tomhed, ensomhed, sorg og magtesløshed. Hospitalspræsten sætter ikke nogen begrænsninger for samtalen, men bidrager med eksistentiel og åndelig omsorg. 

Hospitalspræsten kan også facilitere en samtale i familien, hvis der er noget, man gerne vil tale om, men ikke rigtig kan få taget hul på. Dette kan for eksempel være, hvis der er et barn involveret enten som patient eller pårørende, og forældrene har brug for sparring til, hvad de kan/skal sige til barnet. 

Hospitalspræsterne har udvidet tavshedspligt. Det vil sige, at de har pligt til ikke at sige det videre, de hører.

Hvem kan kontakte hospitalspræsten? 

Alle er velkomne til at kontakte hospitalspræsten; patienter, pårørende og ansatte på hospitalet, uanset tro og trosretning. Det er ikke nødvendigt hverken at være troende eller kristen. Alle kan henvende sig. 

Det er muligt selv at kontakte hospitalspræsten direkte, men man kan også få personalet på den enkelte afdeling til at formidle kontakten. Så har du som pårørende brug for en samtale med hospitalspræsten, og har du ikke selv mulighed for eller lyst til at tage kontakt direkte, kan du altid henvende dig til personalet på den tilknyttede afdeling. Personalet hjælper gerne både patienter og pårørende. 

I Gødstrup har hospitalspræsterne i gennemsnit 15-20 samtaler om ugen – så du er ikke alene, hospitalspræsterne står altid til rådighed. 

Hvordan og hvornår kan man kontakte hospitalspræsten? 

Man kan altid ringe! Det er den nemmeste måde at komme i kontakt med hospitalspræsten på. Ring gerne og lav en aftale om hvor og hvornår samtalen skal foregå.  

For det meste tages samtalerne i løbet af dagtimerne, men er det i livstruende tilfælde, kommer hospitalspræsten også uden for arbejdstiden.  

Samtaler med patienter foregår oftest på den stue eller afdeling, som patienten er tilknyttet.  

Samtaler med pårørende foregår oftest på et kontor i hospitalskirken. 

Kontaktinformation til hospitalspræsterne i Gødstrup:
Hospitalspræst Christian Overgaard Wegeberg, tlf.: 23 72 18 55
Hospitalspræst Annette Vinter Hedensted, tlf.: 40 20 90 24